Alle børn bør have deres egen musikalske kuffert. Hvorfor så lige en ”kuffert”. Begrebet er valgt fordi man har en kuffert med gennem hele livet. En kuffert er noget børnene kan have med sig i sin opvækst i institution og i hjemmet. Når vi taler om barnets egen musikalske kuffert er der mere på spil end en fysisk rejsetaske. På sin dannelsesrejse til at blive et helt menneske.
Videnskaben og førende forskere har for længst dokumenteret vigtigheden af en tidlig musikalsk påvirkning med henblik på stimulering af sociale kompetencer, motorik og kommunikation. Ja, der påpeges at den musikalske stimulation er af væsentlig betydning for barnets harmoniske udvikling på alle områder.
Barnets egen kuffert kan, og vil, indeholde mange forskellige ting. Ting som vil være meget individuelle fra barn til barn eller institution til institution.
– Sangmappe: som løbene udvikles i takt med barnets udvikling. Start med det samme med tegninger og farver så barnet kan visualisere sig frem gennem genkendelse.
– Rasleæg: Et helt unikt lille rytmeinstrument til børnene. Kan bruges fra de er helt små. Rasleæggene har så mange muligheder i sig. Brug det når I synger og leg med det rundt på barnets krop – det er med til at øge kropsbevidstheden. De er meget lette for børnene at holde om og æggene har en størrelse, så de let kan gemmes i tøjet eller man kan have dem på hovedet.
– Triangel: Et fint musikinstrument til børn. Børnene kan selv spille på trianglen fra de er ganske små. Trianglen bruges ofte til babyrytmik, babysalmesang m.v. En god ting for forældrene at have, så de kan spille for deres barn og dermed opnå kontakt. Børn elsker den fine lyd.
– Kazoo: som har en flot og sjov lyd, når man nynner eller siger lyde ind i den. Det gør det rigtig sjovt at lege med den og lave sjove lyde, når man spiller musik sammen. Børn elsker at synge og snakke igennem dette instrument.
– Kastagnet: Et motorisk udviklende legetøj som stimulerer finmotorikken og fingerfærdighederne. De kan anvendes i sang, leg eller dans.
Efterhånden som børnene bliver ældre kan rigtig mange instrumenter laves selv og for næsten ingen penge. Det er sjovt og hyggeligt og har også den fordel at det giver børnene en større tilknytning og ejerskab over deres kufferter. Der findes mange fine og sjove instrumenter på nettet. Her på siden har jeg lavet en samling af film, billeder og opskrifter af dem jeg selv har lavet med børn.
Begynd i det små og det simple. Tænd din og børnenes kreativitet. Vi har nemlig alle en skabertrang og -glæde. På hver vores unikke måde. Sæt projekter i gang, hvor kreativitet og skabertrang kommer i højsædet. Åbn børnenes øjne endnu mere ved selv at være nysgerrige og udforskende. Husk at man kan skærpe børnenes opmærksomhed ved at opleve sammen med dem
Det er ikke kun ved instrumenterne man selv kan være på. Også i forbindelse med sangmappen kan man nemt være skabende og kreativ. Syng spontansang. Kufferten ikke en nødvendighed i denne sammenhæng, for man kan sagtens lave musikalske forløb uden instrumenter. Man kan være mere spontan i forhold til at synge og klappe og danse og bevæge sig. Det er redskabsløst og kan foregå hvor som helst og i en hvilken som helst situation. På puslebordet, legepladsen, i bilen eller på cyklen. Det er fint, at man synger sange hver dag, men der skal ikke så meget til, for at det bliver mere kreativt og legende.
Ofte sker det at en sluddersang der spontant udvikler sig, tager form og i en periode vil være barnets foretrukne, netop fordi den er blevet til foran og sammen med barnet.
Min søn på 1½ år er vild med traktorer. Mens han lå på puslebordet kørte der en traktor forbi og jeg begyndte at synge ”Hej, hej traktor, hvor skal du hen” – ”jeg skal ud på marken og pløje, min ven” Det udviklede sig hurtigt til en hel sang med 6 vers hvor traktoren kommer hele sæsonen igennem. Den pløjer, sår, høster, samler korn osv.
Jeg har struktureret således at den er fyldt med gentagelser og genkendelighed
Hej hej traktor, hvor skal du hen
Jeg skal ud på marken og pløje min ven
Hej hej traktor sig det lige igen
Jeg skal ud på marken og pløje min ven
Børn synger meget spontansang, når de leger. Ofte fabulerer de over det, de foretager sig. Det kan også være bevægelsessange: ‘Jeg gynger, jeg gynger og benene de svinger’. Og det er faktisk det, man skal finde ind til som voksen, så man akkompagnerer aktiviteter med sang. Man kan også bare synge over nogle helt enkle formler, som alle børn synger på. Ellers bare prøve at slippe sin kreativitet løs og lade være med at gå op i, om versefødderne lige passer.
NB: Husk nu at lade musikken og instrumenterne være tilgængelig for børnene. Instrumenter som er pakket ned i en kasse hverken inspirerer eller vækker børns nysgerrighed.
Comments